Ægteskab

Vielse i Danmark

Hvis I overvejer ægteskab er der flere formelle ting, der behøves. Hvis der er mulighed for at din partner kan komme til Danmark på lovlig vis og blive gift her (fx igennem et Schengen-visa) er det en god måde at skaffe en ekstra tilknytning samtidig med, at hvis ansøgningen indgives efter ægteskabet får partneren lov at blive i Danmark på processuelt ophold.

Hvis I har planer om at blive gift i Danmark, afhænger det af den kommune, hvor I ønsker at vielsen skal foregå, hvilke dokumenter der behøves. Grundlæggende skal det dokumenteres, at din ægtefælle opholder sig lovligt i Danmark, og at han/hun ikke er gift i forvejen. Det sidste kræver normalt, at din ægtefælle medbringer en civilstandsattest fra sit hjemland (engelsk: certificate of non-marriage).

Kontakt borgerservice i den aktuelle kommune for at få detaljerede oplysninger om hvilke dokumenter og oversættelser der behøves. Vær helst ude i god tid, da nogle kommuner forventer oversættelser af diverse dokumenter af en autoriseret translatør og senere validering i Udenrigsministeriet samt tilladelser fra Statsforvaltningen.

Vielse i udlandet

ÆUG kan ikke påtage os at vejlede om mulighederne for at blive gift i udlandet, da vi ikke har ressourcer til at sætte os ind i og holde os opdateret om regler og praksis i alverdens lande.

Hvis I ikke kan blive gift i Danmark eller bare foretrækker at holde jeres bryllup i den udenlandske partners hjemland, må I kontakte enten den danske repræsentation (ambassade eller konsulat) i landet eller kontakte de myndigheder, der står for vielser i landet, og spørge hvilke dokumenter der behøves. Generelt kan I dog regne med, at der som minimum skal medbringes en dansk civilstandsattest eller ægteskabsattest udstedt af den danske kommune, hvor den ene af jer bor. Som oftest skal denne desuden være legaliseret af det danske Udenrigsministerium.

I særlige tilfælde kan det også være relevant at overveje at gifte sig i et helt 3. land. Dette kan sagtens lade sig gøre mange steder, og et ægteskab kan anerkendes i Danmark, uanset hvor i Verden det er indgået. Dog må ægteskabet ikke stride mod dansk ret. Så eksempelvis kan man ikke få anerkendt et ægteskab, der er indgået med en mindreårig person (under 18 år), et bigamisk ægteskab eller et ægteskab, hvor den ene eller begge ægtefæller ikke selv var til stede under vielsen.

For at være gyldigt i Danmark skal ægteskabet være anerkendt af de officielle myndigheder i landet, og din danske kommune kan vælge at kræve, at vielsesattesten oversættes til dansk eller engelsk og legaliseres eller apostillebetegnes.

Når du er blevet gift i udlandet, har du pligt til hurtigst muligt at få ægteskabet registreret hos din danske kommune, hvis du bor her i landet. Det skyldes, at din civilstatus har betydning for beregning af eksempelvis tilskud til enlige forsørgere og pensioner.