Sådan gør du
Permanent ophold
Den dag, der kan søges om permanent opholdstilladelse, er en vigtig milepæl for dansk-internationale familier. Mange dansk-internationale par føler, at deres familieliv i høj grad baseres på regler og love, som er bestemt af vores politikere. Med en permanent opholdstilladelse kan I endelig få lov til at udleve ægteskabet efter jeres egne regler, uden at bekymre jer om hvorvidt de krav, I opfylder i dag, har ændret sig i morgen.
Med et permanent opholdskort stilles der ikke andre betingelser til opholdet end, at man fortsat bor i Danmark, og at man ikke bliver dømt til udvisning pga. kriminalitet af særlig hård karakter.
Det er muligt at søge permanent opholdstilladelse i Danmark efter to forskellige regelsæt. Danske nationale regler eller EU/EØS-regler.
I kan i det følgende læse, hvilket regelsæt der gælder for jer, samt hvilke krav der stilles til at opnå retten til permanent ophold. Hvis I er i tvivl om, hvorvidt I opfylder kravene, er I velkomne til at kontakte vores rådgivning eller vores netværksgrupper på Facebook.
Danske nationale regler
Det er muligt at få permanent opholdstilladelse i Danmark efter at have haft tidsbegrænset opholdstilladelse i mindst otte år, dog i visse tilfælde mindst fire år. Her får du et overblik over de betingelser, du som ansøger skal opfylde for at søge permanent opholdstilladelse. For en nærmere beskrivelse af betingelserne henviser vi til nyidanmark.dk.
For at få permanent opholdstilladelse er det en betingelse, at man:
1. Er fyldt 18 år.
Du skal være fyldt 18 år for at få permanent opholdstilladelse.
2. Fortsat opfylder betingelserne for sin nuværende opholdstilladelse.
Du skal fortsat opfylde de betingelser, der er stillet for din nuværende opholdstilladelse. Den danske ægtefælle skal desuden stadig opfylde visse betingelser for din opholdstilladelse og udfylde en del af ansøgningen.
3. Har boet lovligt i Danmark i mindst otte år.
Du skal have boet lovligt i Danmark i mindst otte år på det tidspunkt, der træffes afgørelse om permanent ophold.
Hvis du udover de grundlæggende betingelser for permanent opholdstilladelse også opfylder alle fire supplerende betingelser, kan du få permanent opholdstilladelse efter mindst fire års lovligt ophold i Danmark.
Hvis du har haft opholdstilladelse på baggrund af flere ægteskaber, opfylder du dog først opholdskravet efter mindst otte (eller fire) år i samme ægteskab/samlivsforhold.
Udlandsophold
Som udgangspunkt er det et krav, at du opholder dig i Danmark, medmindre der er tale om kortvarige udlandsophold, eller ophold der kan regnes med i det lovlige ophold i Danmark. Dette kan I læse mere om her →
4. Ikke har begået visse typer af kriminalitet.
Hvis du er idømt en ubetinget fængselsstraf i under seks måneder eller en betinget fængselsstraf, er du i en periode (karensperiode) udelukket fra at få permanent opholdstilladelse.
Du er helt udelukket fra at få permanent opholdstilladelse, hvis du er idømt ubetinget fængselsstraf i mere end seks måneder.
5. Ikke har forfalden gæld til det offentlige.
Du må ikke have forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand og gælden i øvrigt ikke overstiger 124.714,35 kr. (2022-niveau).
Du er derimod ikke udelukket for at få permanent opholdstilladelse, hvis du f.eks. har studielån eller gæld til banker eller kreditforeninger.
Hvis du når at tilbagebetale hele den forfaldne gæld, efter du har ansøgt, men inden Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal du indsende dokumentation for, at du ikke længere har gæld til det offentlige.
Du kan læse mere om, hvilken type gæld der forhindrer dig i at få permanent opholdstilladelse her →
6. Ikke har modtaget visse offentlige ydelser indenfor de seneste fire år.
Du må ikke have modtaget offentlige ydelser efter aktivloven eller integrationsloven indenfor de seneste fire år forud for ansøgningstidspunktet og frem til det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse.
Hvis du har modtaget ydelser efter en af disse love, kan du normalt først få permanent opholdstilladelse fire år efter modtagelsen af den seneste ydelse.
7. Accepterer en integrationserklæring.
Du skal acceptere en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund. Erklæringen findes i både den digitale ansøgningsblanket og i ansøgningsskemaerne.
8. Består Prøve i Dansk 2 eller tilsvarende.
Du skal have bestået Prøve i Dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Det kan f.eks. være:
Danskuddannelsernes Prøve i Dansk 2.
Bestået FVU-læsning trin 2 eller trin 3.
Prøver der har tilsvarende eller højere niveau end Prøve i Dansk 3.
Du kan desuden opfylde en af de fire supplerende betingelser ved at bestå Prøve i Dansk 3 eller tilsvarende.
9. Har været i arbejde i mindst tre år og seks måneder.
Du skal have været i ordinært fuldtidsarbejde eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år og seks måneder inden for de seneste fire år forud for afgørelsen om permanent opholdstilladelse. Arbejdstiden skal udgøre mindst 30 timer om ugen og kan opfyldes ved at arbejde flere steder samtidig.
Perioden på tre år og seks måneder behøver ikke være sammenhængende. Betingelsen kan derfor opfyldes ved, at du f.eks. har været i fuldtidsarbejde i et år, herefter har været uden arbejde i seks måneder, og efterfølgende har været i fuldtidsarbejde i to år og seks måneder.
Du kan desuden opfylde en af de fire supplerende betingelser, hvis du har været i arbejde i mindst fire år inden for de seneste fire år og seks måneder.
10. Du skal fortsat være i arbejde.
Du skal være i arbejde på det tidspunkt, hvor Udlændingestyrelsen træffer afgørelse i sagen.
Du opfylder betingelsen om fortsat at være i arbejde, hvis du på tidspunktet, hvor der træffes afgørelse om permanent opholdstilladelse:
er lønmodtager i en uopsagt tidsubegrænset stilling,
på anden måde kan bevise, at du forventer at være i arbejde fremover, f.eks. hvis du er lønmodtager i en tidsbegrænset stilling, der endnu ikke er udløbet, eller
er selvstændig erhvervsdrivende.
11. Du må ikke aktivt have modarbejdet afklaringen af din identitet.
Du må ikke aktivt have modarbejdet afklaringen af din identitet i forbindelse med din ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse af din opholdstilladelse. F.eks. ved at fremlægge forfalskede identifikationsdokumenter, fremlægge en anden persons identifikationsdokument eller på anden vis forklare usandt omkring dine personlige forhold.
Hvis ganske særlige grunde taler for det, kan du få permanent opholdstilladelse, selvom du har modvirket afklaringen af din identitet.
Supplerende betingelser
Derudover skal du opfylde to ud af fire supplerende betingelser. Det er muligt at opnå permanent opholdstilladelse efter fire år, hvis du opfylder dem alle. For at opfylde betingelserne skal man:
Bestå prøve i Dansk 3, eller tilsvarende.
Have været i arbejde i fire år.
Bestå en medborgerskabsprøve.
Have en årlig indkomst på mindst 301.679,04 kr (2022 niveau).
I kan læse en mere uddybende beskrivelse her →
Hvornår kan jeg søge
Du kan søge om permanent opholdstilladelse, når som helst du mener at opfylde betingelserne. Det er ikke nødvendigt at vente, indtil lige før din tidsbegrænsede opholdstilladelse udløber. Ægteskab Uden Grænser anbefaler, at du søger permanent opholdstilladelse, lige så snart du mener at opfylde betingelserne. Hvis du venter, kan du risikere, at din situation ændrer sig, og at du derfor ikke længere opfylder betingelserne for permanent opholdstilladelse.
Hvis jeg ikke opfylder betingelserne for permanent ophold
Hvis du ikke opfylder alle betingelserne for permanent opholdstilladelse, kan du i stedet søge om forlængelse af din nuværende opholdstilladelse. Søger du om forlængelse af din nuværende opholdstilladelse, kan du tidligst søge tre måneder før din nuværende opholdstilladelse udløber. Der er ingen begrænsninger for, hvor mange gange man kan forlænge.
Søg i tide
Husk at aflevere ansøgningen inden den midlertidige opholdstilladelse udløber. Hvis ansøgningen om permanent opholdstilladelse eller ny midlertidig opholdstilladelse afleveres blot en enkelt dag for sent, opholder du dig ulovligt i Danmark. Udlændingestyrelsen vil i denne henseende afvise din ansøgning, og du skal sandsynligvis forlade Danmark og søge opholdstilladelse på ny. Den nye ansøgning om opholdstilladelse vil blive vurderet efter de på ansøgningstidspunktet gældende regler. Du vil derfor ikke kunne få forlænget din tidligere opholdstilladelse.
Hvordan søger jeg om permanent opholdstilladelse
Alle ansøgninger om permanent opholdstilladelse kan indgives digitalt på Ny i Danmarks hjemmeside.
Den digitale ansøgning kan oprettes her →
Som arbejdstager, studerende eller religiøs forkynder har du ligeledes mulighed for at udfylde ansøgningen på papirskema. Det papirbaserede ansøgningsskema hedder TU4 og udleveres hos Udlændingeservices borgerservicecentre, som optager biometri (ansigtsfoto og fingeraftryk). Du kan også selv hente og printe det papirbaserede ansøgningsskema her →
Når du indgiver din ansøgning digitalt, skal du være opmærksom på, at du ved personligt fremmøde skal have optaget biometri inden for 14 dage fra indgivelsen af ansøgningen. Du kan få optaget biometri i Udlændingestyrelsens Borgerservice. Politiet modtager ikke længere sager på vegne af udlændingemyndighederne.
Vær opmærksom på at benytte den rigtige ansøgningsløsning, da din ansøgning ellers bliver afvist, og du derfor skal søge på ny. Du er altid velkommen til at kontakte Ægteskab Uden Grænser, hvis du har spørgsmål til din ansøgning.
Særlig for arbejdstagere og studerende
Hvis du har opholdstilladelse på baggrund af arbejde eller studier, bør du sammen med ansøgningen om permanent opholdstilladelse udfylde en ansøgning om midlertidig forlængelse af din nuværende opholdstilladelse eller udfylde en ny ansøgning om tidsbegrænset opholdstilladelse. Det bør du gøre, selv om din tidsbegrænsede opholdstilladelse først udløber på et senere tidspunkt. Du skal bruge det ansøgningsskema, som passer til din nuværende eller nye opholdsgrundlag.
Dokumentation
Vær omhyggelig, når du udfylder din ansøgning. På ansøgningsskemaet fremgår det, hvilke informationer du skal oplyse, og hvilke dokumenter du skal vedlægge ansøgningen. Vær derfor i god tid, så du er sikker på at have alle oplysninger klar. En mangelfuld ansøgning forlænger behandlingstiden og kan i værste fald blive afvist.
Afvisning
Hvis din ansøgning om permanent opholdstilladelse bliver afvist, tager Udlændingestyrelsen stilling til, om de kan forlænge din tidsbegrænsede opholdstilladelse.
Hvis din ansøgning bliver afvist, skal du kontakte Ægteskab Uden Grænser hurtigst muligt. Vi vil herefter hjælpe jer med at komme videre i sagen.
Hvis du vil vide mere
For en mere uddybende beskrivelse af reglerne for permanent ophold efter de danske regler, samt opdateret information om gebyrer o.a. anbefaler Ægteskab Uden Grænser, at du læser vejledningen på Nyidanmark.dk her →
EU/EØS-regler
Hvem har ret til permanent ophold efter EU/EØS-regler
En unionsborger, der har boet lovligt i fem år i et andet EU/EØS-land end sit eget, har ret til at få udstedt tidsubegrænset registreringsbevis. Et medfølgende familiemedlem, der ikke selv er unionsborger, har ret til at få udstedt tidsubegrænset opholdskort, når vedkommende har boet lovligt i samme land som unionsborgeren i mindst fem år.
Det betyder, at når du har haft lovligt ophold i Danmark i fem år som familiemedlem til en dansk statsborger, der har benyttet EU-reglerne om fri bevægelighed, har du mulighed for at ansøge om permanent ophold i Danmark.
Disse regler gælder samtidig familiemedlemmer til danske statsborgere, som bor i et andet EU/EØS-land end Danmark sammen med den danske statsborger.
Du kan læse meget mere om reglerne om ophold efter EU/EØS-reglerne i vores vejledning om ”at flytte tilbage til Danmark”.
For at få permanent opholdstilladelse efter EU/EØS-reglerne, er det et krav, at du:
stadig opfylder betingelserne for dit tidsbegrænsede opholdskort.
ikke har begået kriminalitet af særlig grov karakter.
Andre personer der har ret til permanent ophold efter EU/EØS-regler
Derudover kan du have ret til tidsubegrænset registreringsbevis eller opholdskort, selvom du hidtil har haft en opholdstilladelse efter nationale danske regler.
Eksempel:
Du er gift med en dansk statsborger, og I flyttede sammen fra et andet EU/EØS-land til Danmark og har boet her i over fem år.
Hvis du kan dokumentere, at du, selvom du har haft en opholdstilladelse efter de danske regler, hele tiden har haft ret til ophold efter EU/EØS-reglerne, har du sandsynligvis ret til permanent ophold efter EU/EØS-reglerne.
Derudover kan du have ret til permanent ophold efter EU/EØS-reglerne, hvis du har boet i Danmark på f.eks. en studieopholdstilladelse og har været gift, eller samlevende med en borger fra et andet EU/EØS-land end Danmark i mindst fem år.
Læs mere om permanent registreringsbevis eller opholdskort efter EU/EØS-reglerne her →
Hvis du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores rådgivning, eller benytte dig at vores netværksgrupper på Facebook, eller vores forum her på hjemmesiden.
Hvornår kan jeg søge
Når du har haft lovligt ophold i Danmark efter EU-reglerne i fem år, kan du søge om permanent ophold. Du kan indgive ansøgningen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), en måned inden du har været i Danmark i fem år.
Opholdet i Danmark skal være uafbrudt. Opholdet anses ikke for afbrudt, såfremt der er tale om:
Midlertidige ophold, der tilsammen ikke overstiger seks måneder om året.
Værnepligt.
Ét fravær af højst 12 måneder som skyldes særlige grunde.
For yderligere information kan du kontakte Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) her →
Du er ligeledes velkommen til at kontakte vores rådgivning eller vores netværksgrupper.
Hvordan søger jeg
Alle ansøgninger om permanent registreringsbevis og permanent opholdskort efter EU/EØS-reglerne behandles af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Hvis du ønsker at søge om permanent ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der har udnyttet sin ret til fri bevægelighed, skal du udfylde ansøgningsblanket OD2/D.
Hvis du søger om permanent ophold på baggrund af andre årsager end som familiemedlem til en dansk statsborger, henviser vi til Ny i Danmarks hjemmeside, hvor du vil kunne læse om permanent ophold efter andre opholdsgrundlag.
På Ny I Danmarks hjemmeside kan du finde en vejledning til at udfylde ansøgningsblanketten her →